Klubbens vedtægter
§ 1
Klubbens formål er at fastholde medlemmernes kollegiale tilknytning til BROLÆGGERLAUGET og at vedligeholde medlemmernes vitalitet, sunde interesser og gode humør højt oppe i årerne.
§ 2
Personer der opfylder betingelserne for passivt medlemskab af BROLÆGGERLAUGET samt aktive medlemmer af lauget, der er fyldt 60 år, kan optages som medlemmer af seniorklubben. Når særlige forhold taler derfor, kan Seniorklubben optage personer uden for nævnte personkreds. Medlemmer optages efter Seniorklubbens bestyrelses godkendelse på forslag af et medlem eller af BROLÆGGERLAUGET. Der optages kun undtagelsesvis medlemmer under 60 år. Aktive medlemmer af BROLÆGGERLAUGET kan efter egen anmodning, og når Seniorklubbens bestyrelse skønner at forholdene taler derfor, møde til klubbens arrangementer.
§ 3
Klubbens hjemsted er: DI, Dansk Byggeri, H. C. Andersens Boulevard 18, 1553 København V, Att.: Brolæggerlauget.
§ 4
Seniorklubbens økonomi tilvejebringes gennem opkrævning af et medlemskontingent. Medlemskontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.
§ 5
Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle klubbens anliggender. Ordinær generalforsamling holdes hvert år i august eller september måned.
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst to ugers varsel ved udsendelse herom. Forslag til ændring af vedtægterne eller andre emner, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indgives til bestyrelsen så betids, at denne kan bekendtgøre dem for medlemmerne mindst en uge før den pågældende generalforsamlings afholdelse.
Forhandlingerne ledes af den af generalforsamlingen valgte dirigent. Alle afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed.
Dirigenten afgør i hvert tilfælde, om afstemningen skal være skriftligt, eller om den skal ske ved håndsoprækning. Stemmeret har ethvert medlem, som ikke er i kontingentrestance fra forrige sæson. Ekstraordinær generalforsamling holdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 6 medlemmer skriftligt anmoder herom.
I anmodningen skal anføres det eller de anliggender, der ønskes forelagt på den ekstraordinære generalforsamling.
§ 6
Den ordinære generalforsamling skal holdes med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år
4. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år og fastsættelse af kontingent for
det kommende år i henhold til budget.
5. Valg af 1 medlem til bestyrelsen for en 3-årig periode.
6. Valg af 2 medlemmer til festudvalget
7. Valg af revisor
8. Forhandling og afstemning om forslag fra bestyrelse eller medlemmer
9. Eventuelt
§ 7
Bestyrelsen består af 3 medlemmer, der konstituerer sig selv med en præsident, vicepræsident og skatmester. Bestyrelsen har ledelsen af den del af klubbens virksomhed, som ikke varetages af nedsatte udvalg.
§ 8
Festudvalget forestår klubbens festarrangementer og har endvidere til opgave at sørge for, at den fornødne hyldest bliver fødselarer til del på runde fødselsdage. Sådanne er fødselsdage, hvor medlemmerne fylder 70, 75, 80, 85, 90, 95, og 100 år.
Alle fødselsdage over 100 år er ”runde” fødselsdage.
§ 9
Præsidentens person er fredshellig og uantastelig, undtagen på generalforsamlinger.
§ 10
Da klubbens medlemmer skal afvige mest muligt fra hverdagens grå ensformighed, bør diskussioner i åndrighed nyde fortrinsret frem for saglighed. Dette gælder dog ikke generalforsamlingerne.
§ 11
Oratoriske præstationer og anden højrøstet og anmassende adfærd må kun finde sted ved klubbens festlige sammenkomster, hvortil regnes generalforsamlinger.
§ 12
Ved klubbens festlige sammenkomster er det ikke nødvendigt at holde tale for bestyrelsen, udvalgene eller præsidenten.
2. september 2020 --------